Historier 2010 Team Vestbrand på de svenske landeveje

Team Vestbrand på de svenske landeveje

Brandvæsnets Cykelklub nåede bogstaveligt talt nye højder ved at deltage i en svensk cykelklassiker den 19. juni 2010. Det var intet mindre end cykelløbet Vättern Rundt, hvor man ikke overraskende kører rundt om Sveriges næststørste sø, en tur på 300 meget lange km.
Team Vestbrand stillede med 11 mand til start og bestod af ryttere fra både Vestegnens Brandvæsen, Dansk Bygningskontrol samt venner af "huset".

Fredag den 18. juni 2010 var der kaldt til samling med dertilhørende morgenbord på Hvidovre brandstation for Team Vestbrand. Målet var Folkets Park i den svenske by Motala, hvor vi skulle slå lejr og gøre klar til start kl. 0150 lørdag morgen. Bilerne blev pakket med cykler, telte, grill samt de fornødne madvarer til efter cykelløbet. Vi havde en eller anden forventning om en god og fornuftig kammeratskabsaften efter løbet i gode cykelvenners lag ... men grundet situationens alvor efter 300 km, så var størstedelen af teamet nok mere til indtagelse af en god portion søvn i vandret position, men det kommer vi til senere.

Dansk Bygningskontrol havde venligt stillet køretøj til rådighed for Team Vestbrand, så cyklerne kunne komme sikkert til Sverige, men allerede under pakning af køretøjerne blev det hurtigt klart at cyklerne fyldte mere end beregnet i kassevognen, så gode råd var dyre ... frem med traileren og så kunne vi komme videre ... grillen kunne vi jo ikke undvære efter løbet.

Fakta om Vättern Rundt 2010:

Vättern Rundt er verdens største motionsløb på cykel, som blev afviklet for 44. gang den 18.-19. juni 2010. Søen Vättern er 135 km lang fra nord til syd og 31 km bred på det bredeste sted.

De 300 km cykelløb byder på 1400 højdemeter i dejlig svensk natur. (Skjoldenæsholmløbet bød på 940 højdemeter over 145 km)
17.611 cyklister fra 34 lande deltog (781 danskere) og 16.766 gennemførte de 300 km og 1000 højdemeter. Flere end 9.000 gjorde det for første gang og 9 havde gjort det alle 44 gange.

Vel ankommet til Motala blev der slået lejr op i bedste spejderstil ... dog kan det nævnes at det kræver sin mand at hamre pløkke i svensk grundfjeld, så ikke uventet røg der et par finker af panden på den bekostning ... ja, og så en del pløkke, som ikke kom så langt i moder jord naturligvis.

Det vigtigste telt på turen ... partyteltet ... kom også op og stå inden at vi tørnede ind for aftenen. Nogle timers søvn skulle vi ha´ før den lange cykeltur ... der herskede en noget speciel stemning i teltet ... resultatet efter indtagelse af diverse energirigtig mad og tilskud kunne i hvert fald både høres og lugtes ... jo, man kommer hinanden ved som amatørcykelryttere. Alt blev gjort klar inden af vi lagde os i soveposerne, lige fra buksefedt i cykelbukserne til det positive humør. Intet kunne gå galt nu. Vi var SÅ klar og motiverede.

2-3 timer senere, stod vi så ansigt til ansigt med den uholdbare barske realitet at vækkeuret ringede ... klokken var 24 og der var 110 minutter til start på havnen i Motala by. Hvad var det egentligt lige at vi havde gang i? nå, men ikke desto mindre, gjorde vi os klar til at køre en tur rundt om den sø ... Hvad kunne gå galt? vejrudsigten havde jo lovet 3 m/s og skyfrit hele lørdagen. OK! Mens vi stod der i mørket og ventede på at hold 176 - Team Vestbrand blev kaldt ind i startboksen, så måtte vi jo sande at de 3 m/s ikke holdt ... flagene stod vandret! Motivationen var stadig i top til trods for at en enkelt fra Teamet punkterede i startområdet ... ikke just den bedste start på løbet. Hold 176 blev kaldt til startboksen, lygterne blev kontrolleret af en official og så skete det ... HIMLEN ÅBNEDE FOR SINE SLUSER! Det var bare ikke rigtigt og virkede nærmest som en forbandelse, som skal følge os ... med tankerne henledt på, hvordan Skjoldenæsholmløbet blev afviklet 2. pinsedag.

Kl.0150 lørdag morgen kørte vi endelig ud i natten ... i regnvejr de første ca. 50 km, modvinden fortsatte med at drille os til Jönköping 109 km længere fremme af ruten.
Team Vestbrand havde to målsætningerne for turen, hvoraf den første målsætning var for de ryttere, som havde trænet seriøst op til turen, de skulle have en god tid for gennemførelse. Den anden målsætning var for de ryttere, som blot havde til hensigt at gennemføre uden at skele til tiden ... og hvor træningen nok ikke havde stået øverst på dagsordenen i Danmark.

Allerede inden de første 30 km af ruten stak fem ryttere af fra teamet ... de seriøse ryttere vel og mærket ... dem så vi andre så ikke mere til resten af løbet. Desværre måtte en af udbryderne udgå ved depotet i Jönköping med maveonde, men resten kom i mål i en endda meget god tid.

Vi var nu en gruppe på seks ryttere, som kørte af sted over de svenske bakker med højt humør... trods en enkelt punktering ... og med en generel holdning om at gennemføre løbet ved at holde sammen på gruppen. Desværre ville skæbnen at to ryttere måtte udgå i Gränna-depotet efter kun 80 km, gruppen forsøgte at motivere dem til at fortsætte, men smerter i lår, knæ og fod var en seriøs faktor, som gjorde det umuligt. Omvendt måtte vi vende denne nedslående oplevelse til noget positivt ... så havde vi jo nogen som kunne starte grillen i lejren til vores kammeratskabsaften.

Herefter bestod gruppen kun af fire ryttere, som gav hinanden håndslag på at vi skulle i mål sammen og det mål kom naturligt nok til at stå sin prøve. De første 109 km i modvind begyndte at sætte sine spor i maveregionen og det betød at morgenmaden snart skulle indtages. Morgenmad! Det må i den grad være den mærkeligste morgenmenu, som endnu er set med skribentens danske øjne ... Vel ankommet til dette morgenmadsdepot i Jönköping, stod vi og gloede på havregrød med æblemos, pulverkartoffelmos med kødboller og ketchup og en masse smilende svenskere, som gladelig delte ud af dette energirigtige morgenbord. Vi måtte se langt efter rundstykker med ost og marmelade! Anyway, så var det faktisk det rigtige at indtage, set med en amatørcykelrytters trætte øjne.

Netop Jönköping var et vendepunkt for turen, fordi nu vendte vinden også til sidevind et stykke tid. Det gjorde nu ikke den store forskel, fordi så blev bakkerne bare større ... det føltes i hvert fald sådan. Vi kørte et godt stykke i godt vejr med sol, få skyer og ikke mindst MEDVIND ... men af en eller anden årsag, så mente de højere magter at udsætte os for endnu en prøvelse i form at skybrud omkring de 178 km, netop som vi ankom til Hjo-depotet. Nu var det tid til kaffe! Der var bare det problem at kaffen nåede at blive lunken inden af man kunne drikke den pga. regnen og blæsten ... og der stod firemands gruppen under et bøgetræ og forsøgte at holde varmen med en lunken kop kaffe. Hvor fedt var det lige? Set i bakspejlet var det sjovt, som når man husker sin soldatertid kan man vel sammenligne det med.

Det lykkedes os at finde rytmen igen efter det sidste skybrud. Nu kunne intet stoppe Team Vestbrand´s lokomotiv! Ja ja, den bageste vogn så. Det er sådan at der er hele ni depoter på ruten og vi nåede at besøge dem alle ... alt andet havde været uklogt. Og sådan blev det også på de sidste 122 km af turen. Vi stiftede jævnligt bekendtskab med de mere professionelle cykelryttere, som kom snigende bagfra i grupper på 30-50 ryttere og til trods for vores fart på 25-30 km/t ... på flad landevej, så bogstaveligt talt blæste de forbi i et vingesus med en minimumsfart på 40-45 km/t. Imponerende! Der kan man se hvad træning kan gøre! Kunne være at man skulle prøve det.

Jo tættere vi kom på mål, jo mere steg humøret. Nu var der kun 40 km igen ... nej, 2x20 km, det lød meget mere motiverende. Det var som at man glemte alt om den hævede aberøv, de ømme ben, skuldre og arme, som man havde erhvervet sig i dette cykelhelvede og nu var man bare på vej mod mål-området i Motala. Kilometrene blev færre og færre ... det så ud til at skulle lykkes.

Efter 12 timer i sadlen og 4 timers "tidsspild" i diverse depoter, så kørte de sidste fire ryttere fra Team Vestbrand i mål i bedste Tour de France-stil med opløb, klapsavler, målfoto og medaljeoverrækkelse. Det var en sand folkefest i Motala, hvor alle cykelryttere ... amatører, som professionelle var vindere. Men nu kom den virkelige prøvelse! De sidste 4-5 km på cykel tilbage til lejren i Folkets Park, hvor de seriøse og de udgåede ryttere havde gjort klar til en gang hyggeligt socialt samvær ovenpå den cykelseance.

Efter et tiltrængt bad i bedste svensk badstuestil, så var vi klar til at sove ... øh til at sætte os til bords med god mad fra grillen, et glas iskold champagne for at fejre gennemførelsen og så rødvin eller øl alt efter hvad øjnene mente at kunne klare. Vi behøver vel dårligt at nævne at øjnene blev trætte før maven.

Den nat blev der savet brænde i den svenske folkepark ... der lå 11 mere eller mindre udmattede danskere og snorkede om kap med kun teltdugen, som dyrenes beskyttelse mod Team Vestbrand.
Da solen stod og øjnene havde tvunget sig åbne, var det tid til at pakke hele herligheden sammen og sætte kursen mod Danmark igen. Det var en laaang tur hjem, hvor der naturligt nok blev sovet hist og pist mod en siderude, hvis man kunne komme til det.

Team Vestbrand takker for en velplanlagt tur og for det gode samarbejde med Dansk Bygningskontrol i sportens navn. Vi ses i Sverige i 2011, hvor teamet forhåbentligt er består af flere ryttere, som har det mål blot at gennemføre. Det skal være sjovt at deltage.
På gensyn til næste cykelløb.